Vores gamle bil (Toyota Carina II, 1992) skal til sit hverandetårlige syn. Vi har igennem et stykke tid vidst der var nogen ting der skulle være i orden; blandt andet trængte bremserskiverne foran til at blive skiftet og udstødning var utæt. Så jeg købte disse dele billigt i den lokale T-hansen (vores nuværende plan er at den skal holde 2 år endnu) og drog ud til min farbror for at sætte dem på.
Men på vejen derud lige ved Fløng til/af kørselen da jeg skulle bremse, kom der en meget grim mekanisk lyd fra bagenden af bilen og bremsepedalen var pludselig virkningsløs – man kunne træde den i bund fuldstændig uden modstand eller bremse effekt. Det var lige som man ser det i film. Jeg motorbremsede med det samme, skabte afstand til den forankørende, og trak så snart chancen bød sig ud i nødsporet og standsede. Det skal siges for dem der med det samme udbryder hvorfor brugte han ikke håndbremsen, at den tæt på ingen effekt har med 110 km/t. Prøv selv næste gang i er på motorvejen; eller på en afkørselsrampe. Den virker først effektivt ved mindre end 30 km/t. Man motorbremser ned i hastighed til at starte med. Anywho; det lykkes mig at standse bilen i nødsporet og efter jeg var kommet mig over oplevelsen, ringede jeg til Christina, og derefter Falck. Falck var der efter 28 minuter og bragte mig til det eneste værksted jeg har erfaring med i Høje Tåstrup området og kørte så mig hjem. God service der faktisk følger med det lidt høje abonnement vi betaler til dem. 
Værkstedet kunne fortælle mig at begge min bagbremser var fejlet (og når de fejler plejer de åbenbart at hærge sig selv og bremsesystemet så meget at det bliver utæt ("fed" by-design feature)).
Idag har jeg fået bilen tilbage. Værkstedet fiksede tromlebremserne og tilbød at montere vores privat indkøbte dele. Det kom til at koste os 4300 kr (dele + 4 arbejdstimer) (+1400 kr jeg har brugt på delene jeg var på vej ud at montere). På spørgsmålet om den ville gå igennem syn kommenterede mekanikeren "tjaa – der er jo ikke rigtigt noget bærende på den der er kritisk rusten, lyset virker og nu gør bremserne osse, så jeg kan ikke se hvorfor den ikke skulle" – Ja et syn er jo kun de sikkerhedsmæssige ting, ikke ting der har med driftstabiliteten.
Så nu har vi brugt lige så mange penge på at gøre bilen synsklar (og funktionsdygtig) som den kostede til at starte med 🙁
Selve oplevelsen af at pludseligt være uden bremser har sat sine spor i min bevisthed – jeg har tænkt en del over hvor heldigt det egenligt var det skete på en motorvej – for på en landevej eller byvej ville der ikke være et nødspor. Og der kunne være lyskurver eller lignende; jeg ville være kørt ind i en der holdt for rødt eller værre endnu være rullet ud i et kryds med tværgående trafik uden at kunne gøre noget (ud at at motorbremser, holde hornet nede og se om jeg kunne styre hen til et fornuftigt sted at stoppe (evt. tænde nødblik – nej det ville der nok ikke være overskud til, og jeg tror faktisk heller ikke det ville have den store effekt på medtrafikanterne.))!! Det er ikke noget man træner i køreskolen; i UL pilot uddannelsen træner man de katastrofale situationer der kan indtræffe og underviser i hvad der afhjælper situationen. Men hvor mange ville have trukket håndbremsen i mit tilfælde og håbet på gjorde det store!? Nu havde jeg af interesse faktisk prøvet den nogen måneder før på en afkørselsbane på motorvejen for at se hvordan den ville bremse en bil i fart. Og jeg havde osse trænet lidt motorbremsning for at se hvad det kunne gøre – hvor mange andre har prøvet disse systemer på deres bil så de er bekendt med hvordan de føles og virker i lige netopt deres bil? De fleste af os der sætte os i en anden bil end vores egen starter jo med at teste bremserne forsigtigt så man ikke bliver overrasket første gang. Man prøver vel osse på sin egen bil hvor kraftigt den bremser, når man bremser hårdest, så man har en ide om hvad man kan forvente i en snæver situation. Måske er det kun mig; jeg er jo kendt for at lege med mine maskiner; og jeg vil gerne kende deres opførseler – osse under unormale/ekstreme situationer.
Til sidst vil jeg gerne takke de venner, familie og kollegaer der har lagt ører til min fortælling i denne uge om min oplevelse. Det bedste er at få snakket den slags ud; så man ikke går og tumler med det i hovedet alene – og så lærer andre jo osse af ens beslutninger, erfaringer og fejl.