En klassiker for tiden i pressen er historierne om at kommunerne ikke kan få deres anlægsbudgetter til at slå til og derfor ikke kan få lov til at lave tåreperser-projekt #25 (som regel en skole eller et plejehjem der er nedslidt). Det der kendetegner dissenyheder er at kommunen har hidkaldt en journalist for at få lidt pressetid, at de formidler nyheden at lige netopt dette (det mest omtaleskabende anlægsproject de har) project var det der ikke fik plads i deres budget – et budget hvor staten har sagt de selv må vælge hvilke projekter det var.. De har valgt dette projekt, da hvis det var en luksus opgradering og styling af deres mødelokale på rådhuset, så ville borgerne nok ikke have haft samme sympati..

Det der er galt her er ikke at de hiver lige netopt dette projekt frem, men at journalisten bare æder historien råt, og skriver den direkte i avisen uden at stille spørgsmål så som om alle de andre projekter de fik igennem alle faktisk var vigtigere end den nedslidte skole!? Men nej – journalisten er for dum eller doven (eller begge ting) til at spørge og lader sig bruge som PR horn for den kommunalpolitiker der nu er blevet medieliderlig igen. Og det er jo altid nemmest at sige at det er regeringens/statens/de riges skyld, frem for at faktisk selv fortage sig en intelligent, konstruktiv, planlæggende og velovervejede handling.. Det er nemmere at klage og græde end at gøre noget.

Jeg vil sku være journalist i mit næste liv….. Øh nej jeg hader faktisk de latterlige selvfede en-cellede amøber (nu skal jeg så være flink ved de en-cellede amøber – men ok de successfulde, så som mine Garnamian's i Spore har jo forlængst forladt det stadie.. 🙂 )..